MARIA MARCUS
		PSYKOTERAPEUT MPF & SEXOLOG

Kinky eller vanille?

To lys på et bord, tre forløsende, forjættende, forførende ord, tre små ord... JED!

Men da jeg gik på nettet og søgte på JED, fandt jeg godt nok ca. 20.000 opslag, men ikke det jeg søgte efter, nemlig en bog med titlen JED, af Edith Rode. Nå, den var nu også gammel. Fra en tid hvor alle vidste, hvad de tre bogstaver betød: Jeg Elsker Dig!

Hjertet først, sex senere. Sådan skulle det være.

Sådan er det bare ikke i dag. For nylig så jeg i et blad en tegning af et ungt par på en bænk i romantisk måneskin. Overskriften var: Tre små ord. Og ud af hans mund kom de så, ordene til den udkårne:
- Skal det være... oralt, analt eller vaginalt?

Klik på billedet for at se det større

Jamen altså - hvor er det synd! Synd for menneskene. Synd for de unge i et overseksualiseret samfund som vores, uden grænser af nogen art. Hvordan skal de dog få en sund, naturlig start på det smukke og fine kærlighedsliv osv., jammeren går:

Den seksuelle revolution var selvfølgelig tiltrængt, men ærlig talt, nu er vi altså gået for vidt! Reklamens pornoficering af det offentlige rum, porno på nettet, sex over det hele, samlejer i alle film, tekster, billeder, kroppe. Selvhjælpsbøger. Sexmesser. Subkulturer, den ene mere kinky end den anden. Plastickirurgi. Småpigerne med bar mave. Og så sproget! I dag går de rundt og siger fuck til hvert andet ord... Hvad er der blevet af de gamle værdier? Hvad med Kærligheden? Hvad med JED? Ikke så mærkeligt, at samlivsterapeuterne og sexologerne har mere travlt end nogensinde før...

Sådan lyder bekymringsjammeren for tiden.


Sex midt i spændingsfeltet

Og det er klart: Vi lever i en brydningstid, midt imellem traditionel sexforskrækkelse og aktuel sexforherligelse. En tid hvor alt er tilladt, samtidig med at der er et enormt efterslæb af skam, skyld og hykleri lige under overfladen. Vi er midt i spændingsfeltet mellem gammelt og nyt - med tilhørende konflikter, bekymringer, forvirring.

Det gamle: Hænderne over dynen, samle benene, sex er ikke noget man snakker om, sex er ikke pænt. Okay, til nød lørdagssex i ægtesengen, i missionærstillingen. Og husk at slukke lyset. Med et moderne ord: Vanillesex.

Det nye: Sex er tilladt, sex er en ret, og jo mere varieret og tabueret, jo bedre. Gerne alt det der før i tiden stod på sygdomsfortegnelserne eller under perversiteter. Med et andet moderne ord: Kinky sex.

Det er tidens modsætningspar: Vanille eller kinky? Og begge omtales af modparten med foragt i stemmen.

Spørgsmålet er bare: Er vi virkelig gået for vidt? Eller er seksualiteten kun midt i grænsesøgningens fase, pubertetens alder? Er vi midt i oprøret - mod Far og Mor, mod kirken, mod Morten Korch og Giro 413 og Melodi Grand Prix? Har vi i virkeligheden kun taget de første skridt?

Ja-nej-spørgsmål fører sjældent nogen steder hen. Så jeg vil hellere spørge: Hvad har vi gang i, inden for alt det der under ét kaldes for sex? Hvad har det store, grænseløse frisind gjort ved os? Hvem har vundet, hvem er ladt i stikken? Og hvis der er ofre for tidens seksualisering, tidens glorificering af sex – hvem er det i så fald det er synd for? De unge, de gamle, eller hvem?

For det er jo korrekt: Faktisk har der aldrig været så mange mennesker der går i parterapi og til sexolog...
For eksempel til mig!

Det ser jeg nu ikke som et negativt tegn, men tværtimod som noget positivt. Folk er åbenbart mere ømme om deres seksualitet end før, og mere indstillet på at gøre noget aktivt for at få den side af livet til at fungere. Og det gælder både unge og ældre - og i modsætning til før ser jeg lige så mange mænd som kvinder i min praksis.

Men det er ikke så meget det, at mennesker går til en professionel terapeut. Det er mere interessant hvad det er der bekymrer dem: Hvad klager de over?

Jo. Knas i parforholdet. Virkningerne af utroskab. Manglende intimitet. For meget pornokiggeri på nettet. For lidt sex, eller tværtimod for mange krav om sex. Ondt i sexlivet i det hele taget – midt i hvad der skulle være den bedste af alle sexverdener. For frigjortheden har en bagside, og den hedder krav.

Der er især to slags krav i vores seksualiserede kultur, der kan få mennesker til at føle sig ikke-kvalificerede.
Det ene krav lyder: Du skal være smuk og lækker og sexet. Hvilket vil sige at du skal være ung. Det krav har vi altid haft, men det er mere dominerende i dag end nogensinde før.

Det andet krav er nyere, og mere specifikt for vores tid. Det hedder: Du skal have lyst.


Kravet om ungdom

Først det med alderen, kravet om ungdom som betingelse for erotisk udfoldelse, for sex.

Normalt går man selvfølgelig ikke til sexolog for at klage over sin alder. Men bekymringerne ligger der som en allestedsnærværende understrøm. Alderen piner folk ud over alle grænser - og det gælder for folk i alle aldre.

Vel at mærke ikke så meget den alder man har lige nu, som den man ser frem til at have om lidt. Engang talte man om at have en lovende fremtid foran sig. I dag er det en truende fremtid man har foran sig, en fremtid fyldt med tal. Midt i tyverne: så er jeg snart sidst i tyverne og så er der ikke langt til 30, med 30-årskrisen! I trediverne: snart fylder jeg 40, åh gud! Og allerværst er tallet 46, for så truer tallet 50, og dermed er alt forbi. Ikke flere chancer på sexmarkedet, på kærlighedsmarkedet. Løbet er kørt...

Hvor har jeg dog hørt de alders-bekymringer mange gange - på mine kurser, i min praksis, i bekendtskabskredsen.

Og det er logisk, at alder er et kritisk punkt i en kultur, som på én gang er sexfikseret og ungdomsfikseret, for ikke at sige aldersdiskriminerende. En kultur med en alders-jantelov: Du skal ikke tro du er noget, når du er ude over den kriminelle højalder! Per tradition har Alderspolitiets opmærksomhed især været rettet mod kvinder. Men i dag gælder loven også for mænd; og ikke kun de metro- eller überseksuelle: Sex og alder, det er bare en dårlig cocktail.

Når jeg kan lide ordet Alderspoliti, er det fordi det antyder en instans med strenge regler, ordrer og forbud der fortæller en, hvad man kan tillade sig i hvad for en alder, og hvad man absolut ikke skal tillade sig: Ved du nu hvad, i din alder, hvad tænker du på, og har du nu ikke hoppet nok i sengen? Alderspolitiet truer med sanktioner, hvis vi trodser reglerne: Vi bliver til grin.

Alderspolitiet opererer nemlig på to fronter – ude og inde. Ude i samfundet, hvor der tales nedladende om pensionistsex og om ældrebyrden. For ærlig talt, ældrebyrden og så sex? Og inde i vores hoveder kører det med blå blink som selvcensur: Nej, hold nu op, ærlig talt, hvad vil andre ikke sige – panik før lukketid, sidste udkald, osv osv... vi må hellere lade være.

Hvad er det for en angst der gør os så bekymrede?

Det er en dobbelt angst. Dels angsten for fremtiden – en dag er det for sent! Dels angsten for autoriteter, nærmere bestemt de herskende normer og idealer. Angsten for alderen er på sin vis det tydeligste, mest håndgribelige eksempel på autoriteternes magt – gamle og nye autoriteter i skøn forvirring. For de to slags angst har noget til fælles:

De sidder oppe i hovedet – i alle vores forestillinger om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, eller på nydansk: utjekket, på det område der hedder sex.


Kravet om lyst

Det samme gælder for den anden kategori af mennesker der risikerer at blive ofre på tidens alter, fordi de ikke kan leve op til tidens krav. Også her sidder angsten først og fremmest oppe i hovedet: Du skal have lyst til sex.

De står i en anden skammekrog. De er også mindre synlige. Bare ikke hos samlivsterapeuterne. Her kommer de og klager over det der gør mest ondt: Manglende lyst. For sex er i dag ikke kun en ret. Det er blevet en pligt. Sex er noget man skal præstere.

Det har sex selvfølgelig altid været. Man har altid skullet præstere noget for at kvalificere sig. Man har ikke bare skullet være ung, smuk og sexet. Man har også skullet fungere 100% perfekt seksuelt. Kvinder først og fremmest med en orgasme, mænd med en erektion; som der står hos en gammel digter: Og det er ilde / at ikke kunne, når man gerne ville!

Alt det gælder stadig her midt i en viagratid, man skal stadig leve op til de glittede billeder af den perfekte M/K-seksualitet. I dag er det bare mere tricky – paradoksalt midt i en sextid, hvor det bare gælder om at tage for sig af retterne på det store fede sex-ta’selvbord! Men når alle de lækre retter følges af lige så mange nye krav og nye billeder at leve op til, så bliver det noget andet man skal, end bare det at kunne. I dag skal man frem for alt ville. I dag skal man præstere lyst.

Lyst til kæresten. Lyst til sex i det hele taget. Og det er åbenbart ikke så let at leve op til. Det er – i forskellige udgaver - et af hovedpunkterne for dem der kommer i min praksis. Udtrykket Manglende Lyst er blevet et af tidens kodeord. Det er virkelig noget der kan pine folk som aldrig før.

På sin vis kan det jo undre, for så slipper man da for alt det besvær med at tilfredsstille lysten, hvis man f.eks. ikke har en kæreste! På den anden side - hvis man har en kæreste, så bliver det livsvigtigt at føle lyst. Ellers har vi balladen: Hvad er der sket, det var jo så fantastisk engang, dengang i starten... Hvorfor afviser du mig? Har du ikke lyst til mig mere? Er der en anden? Er jeg ikke god nok i sengen? Hvad er der i vejen med mig? En uendelig række af bekymringer, dalende selvværd som mand eller kvinde, katastrofekurs for forholdet...


Hvorfor mister folk lysten?

Når mennesker kommer i min konsultation og klager over manglende lyst, viser det sig 9 ud af 10 gange, at der er en naturlig forklaring på det. Det kan helt enkelt skyldes medicin eller stoffer, som nedsætter lysten. Eller det kan være stress, manglende nattesøvn, skifteholdsarbejde, barnegråd, økonomiske spekulationer, spekulationer i det hele taget. Plus dårlig kommunikation i parforholdet. Man er kommet for langt fra hinanden, man kan ikke snakke sammen om det der går en på. Eller man er kommet så tæt på hinanden at al spænding er forsvundet, man går i samme slags joggingtøj og kan knap nok kende forskel på hvem der er hvem - så skulle pokker da få lyst!

Men lyst – hvad er det i grunden vi snakker om?

Det er ikke helt så enkelt som det lyder, for der er allermindst to slags lyst: Lyst til noget og lyst ved noget. Lyst som længsel og lyst som nydelse, kunne man også sige.

Jeg har lyst til en Ritter Sport. Jeg kan ikke vente, fristelsen er for stor, jeg må simpelt hen ned i døgneren og købe sådan en. Eller jeg har lyst til at komme i seng med ham/hende den lækre med den sexede stemme og sovekammerøjnene fra tv, jeg vil mærke duften, huden, vi skal være helt tæt på hinanden – og pointen er, at det er vi ikke. Det er lyst til noget, noget som netop ikke er der lige nu. Fristende tanker – men kun tanker.

Hvis det skulle lykkes at komme i seng med ham/hende den lækre, så kan virkeligheden vise sig at være en slem skuffelse, vi kommer slet ikke ordentligt ind på hinanden, kemien er der overhovedet ikke. Virkeligheden har slået fristelsen ud – og pist væk er lysten. Ærgerligt nok, gid den kom tilbage, jeg har lyst til at have lyst! Det var sådan en god følelse! Men den sad altså mest oppe i hovedet.


NU-lyst: Når hjernen er slået fra

Hvis det tværtimod viser sig at det hele stemmer, kemien, kroppene, ordene eller pauserne – så er oplevelsen reel, her og lige nu. Så er det ikke længere fristelsen til noget engang i fremtiden, så foregår det ikke oppe i hovedet. Så er det ikke længere lysten til, men lysten ved, lige her og nu – det jeg kalder NU-lyst. Og den er næsten umulig at sætte ord på...

Der er ikke noget så dejligt som den nulyst, hvor kværnen oppe i hovedet et øjeblik er stoppet. Men der er heller ikke noget som hovedet, der kan få nulysten til at skrumpe ind; hovedet med alle de bånd der kører - bekymringer, sammenligninger: Alle de andre har lyst hele tiden, og sex hele tiden, det kan man jo se på tv, på film. Alle de andre kan det hele, det er mig der er unormal fordi jeg har brug for forspil, og kun kan få klitorisorgasme, eller skal bruge glidecreme, alt det dér burde da gå af sig selv, jeg burde være mere spontan og naturlig! Og samtidig mere avanceret. Jeg burde have erotiske fantasier, og være med på ekstrem sex, ligesom alle de andre... jeg burde have lyst døgnet rundt!

Burde, burde, tusind sammenligninger, et hav af ambitioner og forestillinger om hvordan det burde være. Det er hvad man hører som sexolog.

Men præcis som med alderen, så gælder det også her, at bekymringer altid gælder fremtiden. Noget der ikke er sket endnu, noget som vinker truende et sted i horisonten. Her ikke den næste fødselsdag, men det næste sexmøde, den næste orgasme, den næste rejsning, ja - det næste øjeblik: Holder den? Kan jeg komme? Er jeg god nok i sengen?
Det er sådan vi kan blive ofre. Og noget af den offergørelse hører til oppe i hovedet, præcis ligesom Alderspolitiet. Det er det der får folk til at gå til en parterapeut eller en sexolog og klage over manglende lyst – midt i en sextid hvor alt er tilladt, og hvor vi ikke har andet i hovedet end sex.

Eller rettere sagt: Hvor så meget sex foregår i hovedet. Sex mellem ørerne, siger man. Og mener hjernen, som dermed paradoksalt udråbes til vores vigtigste sex-organ.

Så hvad gør vi ved den manglende lyst – er der nogen kur?

Der er i hvert fald masser af gode råd at hente i de talrige selvhjælpsbøger, sexbrevkasser i blade og på nettet, der giver sig af med at fortælle folk hvad de skal gøre for at genopvække den svigtende lyst. De gode råd går normalt ud på variation:


Prøv noget nyt og kinky!

Gør det på køkkenbordet! På stranden, i bilen! På motel! På kroferie! Prøv at klæde jer ud, i lak og læder, eller bare sexet undertøj. Prøv med noget sexlegetøj, der er mange forskellige slags dildoer, eller hvad med håndjern, nu fås de forede! Eksperimentér, find sammen med ligesindede, gå i klubber, prøv med partnerbytte, bare det er frækt! Gør noget andet end det I plejer – det er plejer der svækker lysten, det er gentagelsen der ødelægger den...

Så overskriften er: Udvid jeres repertoire! Drop vanillen, bliv kinky - så kinky som muligt!

Det kan da også være rigtig sjovt og spændende. Måske kan man endda bruge de grænseoverskridende oplevelser i den ene eller den anden subkultur til at finde frem til den seksualitet man altid har længtes efter. Til gengæld risikerer man også, at fornyelsen først og fremmest foregår oppe i hovedet – nu gør vi noget forbudt! Far og Mor og en masse andre ville korse sig i forargelse! Det er det man tænder på. Og det kan godt være meget effektivt. Det er fordelen ved denne metode, som jeg for mig selv kalder den extensive.

Personligt foretrækker jeg den modsatte vej – den intensive. Som ikke har noget at gøre med hovedet; og dog.

Der er jo ikke noget i vejen med hovedet - forudsat at man bruger det konstruktivt, i stedet for destruktivt, som bekymringernes holdeplads, som den store lystdræber. Hovedet kan udmærket bruges som et redskab der kan bane vejen for lysten, altså nu-lysten.

For det første kan man bruge hovedet til at undersøge sagerne: Jamen er det virkelig rigtigt, at alle andre har sex hele tiden, altid har lyst til sex, altid er med på hvad som helst? Er det virkelig rigtigt, at alle andre kvinder kan få orgasme udelukkende ved samleje med pikken i kussen? Hvis man søger den slags oplysninger, vil man blive forbavset; for at tage det sidste eksempel: Det er et sted mellem 10 og 20% af alle kvinder der kan få orgasme på den måde... (men der er mange der er gode til at fake, lade som om, lyde som om, tænk bare på Meg Ryan i filmen When Harry Met Sally).

Så kunne man selvfølgelig tænke sig, at man bare lod være med at tænke. Hvilket man som bekendt ikke kan. Men man kan tænke på noget andet. Og nu mener jeg ikke 17-tabellen eller den slags der kan aflede tankerne fra de øjeblikkelige seksuelle bekymringer. Jeg mener helt bogstaveligt, at man bruger hovedet til at skifte fokus og bevidst koncentrerer sig om det der foregår. Ikke ”måske om lidt”, men lige præcis nu i dette øjeblik. For den vigtigste årsag til manglende lyst er, at vi er blevet så hjerneafhængige, at vi glemmer sanserne


Prøv at træne sanserne

Det er en af grundene til, at sexologer arbejder med det der hedder sensualitetstræning: Man fjerner pligten til sex og sætter tværtimod en regulær barriere op. Man siger: I skal nusse, røre, kæle på måder som vi aftaler – men I må ikke have samleje. Et nyt forbud, som ligner det Far og Mor kan have haft i gamle dage, og som bevirker at presset forsvinder - og lysten vender tilbage.

Men sensualitetstræning, sansetræning, gør mere end at afmontere pligten. Ordet siger det: Det handler om at træne, genoptræne sine sanser, som så længe har ligget i skyggen af hovedet. Man skifter fokus og øver sig i at mærke, virkelig mærke – åh, sådan smager din hud, sådan føles din tungespids, sådan dufter din armhule, sådan mærkes pulsen i mit køn når du rører ved mig, sådan føles bevægelserne i bækkenet.

Og hvis man er alene? Så træner man at mærke sig selv, med eller uden onani. Man bruger hjernen, koncentrationen, til at dirigere bevidstheden hen på sanseindtrykkene i sin egen krop, hudens følsomhed, åndedrættet, bækkenets små subtile bevægelser. Og jo bedre man bliver til det, jo mindre plads bliver der til tankerne, sammenligningerne, bekymringerne.
Det er sex mellem ørerne – men nu brugt som styring tilbage til det helt basale. Tilbage til sanserne. Måske tilbage til det vi kendte som børn. Back to basics.

Tilbage - eller frem. For jeg tror overhovedet ikke vi er gået for vidt. Vi er tværtimod slet ikke er gået langt nok, vi er kun i pubertetsfasen. Det spændende er: Hvad bliver det næste skridt?


Prøv at gå ned i tempo

Mit bud er: I stedet for at sætte farten op, så at gå ned i omdrejninger. I stedet for at skrue op, så at skrue ned, blive langsommere, så man kan nå at have sig selv med. At forenkle. At være opmærksom på det der sker – også når der ikke sker noget. Fordybelse, kunne man også kalde det. Og jeg taler ikke om kærlighed, ikke engang om følelser. Det er jo skønt når de er der. Men jeg taler lige nu om en intensivering af selve den seksuelle følelse. Det er dér, at manglende lyst kan forvandles til nu-lyst.

Mange mennesker (især mange kvinder) er begyndt at interessere sig for tantra, fordi man i tantrisk sex ikke stiler mod noget mål. Der er ikke noget man burde nå, den seksuelle energi skal ikke udløses i en orgasme, men tværtimod bevares og intensiveres, som en skærpelse af opmærksomheden på det der foregår. Måske som minimalistisk sex, måske endda i den foragtede missionærstilling...

Det begynder mellem ørerne, for så vidt som det kræver en vis mental disciplin ikke automatisk at gå ind i de vante tanke- og vurderingsmønstre. Selvfølgelig kan man være så glad for sine gode gamle ledsagende fantasier oppe i hovedet, at man nødig vil smide dem ud. Så kan man pendle, bruge dem som supplement - og samtidig koncentrere sig om at flytte fokus frem og tilbage mellem tankerne og sanserne. Længere og længere væk fra det der burde være der, det der burde være anderledes, det der måske ikke er der om et par minutter, eller om nogle år osv osv. Væk fra det der ikke er der.

Og hen på det der rent faktisk er der. Det man kan mærke, hvis man lige gider gøre sig den ulejlighed at mærke efter. Så opdager man også, at ikke to sexmøder er ens, og at det er lige præcis i gentagelsen, at alting er nyt hver gang. Og hvis man er heldig, går strømmen helt gratis fra kønnet op til hjertet - og hjertet åbner sig af sig selv:
JED.


Alderens privilegium: At genopdage vanillen

Men tilbage til de unge der vokser op i vores seksualiserede samfund med alt det kinky sex vi er omgivet af. Får de ikke en skæv start?

For nylig hørte jeg om en ung mands bekymringer for fremtiden: Oralt, analt, vaginalt, swingers, trekanter, polysex, s/m, urinsex, blesex... jamen hvad så når man har prøvet det hele? Hvad er der så tilbage når man fylder 50?

Det lød sandelig skræmmende. Men den dag han har denne truende fremtid bag sig kan det ske han opdager, at det ikke nødvendigvis er så slemt at blive 50 – eller hvilket tal det nu er. Måske er virkeligheden helt anderledes. Måske er det ligefrem et privilegium at nå den frygtede modne alder - netop hvis man har prøvet en masse ting af som ung. Det kræver bare at man tager mod til sig og trodser Alderspolitiet, fortsætter sin erotiske udfoldelse og forfiner og udvikler sin seksualitet. Så kan man med roligt sind gå over i en ny fase, en intensiv fase, og springe ud i vanille - uden risiko for at blive kaldt snerpet, puritansk, kedelig eller gammeldags.


Unge i et multiseksuelt samfund

Jeg har selvfølgelig også mine bekymringer med hensyn til de unge. Jeg vil da nødig have at de tror, at det man ser på film og porno er en reel seksualitet, som de skal leve op til.

Men jeg ved også, at det aldrig har været let at finde sine egne ben, når man debuterer i det erotiske univers. Og hvem har det endegyldige svar på, hvilken ende man skal starte i – vanille eller kinky?

Jeg mødte også en anden mand, en voksen mand, en bøsse, som fortalte mig om sin seksuelle debut engang for mange år siden. Den foregik i Ørstedsparken i København, bøssernes natlige mødeplads. Hans øjne fik en særlig glans, da han fortalte hvor skøn en oplevelse det havde været og hvor smukt der er i Ørstedsparken, når solen står op...

Og jeg tænkte: Godt at vi er mere multiseksuelle end vi har været før. Godt vi har subkulturerne. Godt at vi nu har mere ret til noget af alt det vi ikke måtte i gamle dage uden at blive kaldt perverse, afsporede, kriminelle, syge. Godt at der er mennesker der eksperimenterer, godt at der er nogle der slås for retten til at være anderledes – på moderne dansk: kinky.

Og godt at der er andre der udforsker den anden ende af spektret. Så det ikke bliver det store valg, enten-eller, men mere et spørgsmål om rækkefølge.

Og dermed en ny chance, chancen for at genopdage det glemte krydderi, den vidunderlige smag af vanille.

Ovenstående har været bragt i bogen Sex i grænselandet, Tiderne Skifter 2007

Links:

Sommerkurser på Ærø om seksualitet og kærlighed

•	Til hovedsiden	•	Sommerkurser på Ærø	•	Per Holm Knudsen
•	Maria Marcus • Psykoterapeut & Sexolog • Medlem af Psykoterapeut Foreningen
	Blågårdsgade 15 • DK 2200 Købehavn N
•	Ekstra interne søgeord:
•	Sidst opdateret 13. marts 2007
•	Denne side er lavet af Per Holm Knudsen - Psykoterapeut & Sexolog